Den ultimative guide til Windows 10 Creators Update!

I denne artikel vil vi gennemgå de vigtigste nye muligheder i Creators Update, og forklare hvordan du får mest ud af denne opdatering af Windows.


Warning: A non-numeric value encountered in /home/techtjek/public_html/wp-content/themes/publisher/includes/func-review-rating.php on line 212

Fra d. 11 april 2017, har du på din Windows 10 computer eller mobil, kunnet hente den nye Creators Update. Det er den anden i rækken af Microsofts store planlagte opdateringer til Windows 10 og svarer til det vi kender som en Service Pack fra tidligere versioner af Windows. 
 
Opdateringens navn hentyder til de mange nye features, målrettet de kreative brugere og til dels fordi det klassiske tegneprogram ’Microsoft Paint’ har fået sin første store opdatering i over 20 år. Men der er selvfølgelig også en lang række nye muligheder til dig, der måske ikke lige er i det kreative hjørne.  

I denne artikel vil vi gennemgå de vigtigste nye muligheder og forklare hvordan du får mest ud af denne opdatering af Windows.

1. Night Light
(Til venstre m. Night Light, til højre, uden Night Light.)

Night Light i Windows 10 er nu en del af Quick Actions i Action Center, som findes i nederste højre hjørne af din Taskbar. Med Night Light kan du skrue ned for mængden af blåt lys, der kommer fra din skærm. Det gør det lettere for dig at falde i søvn om natten, og gør mindre skade på din øjne over længere tid.  

Du kender måske denne funktionalitet fra programmer som f.lux, på både Windows og MacOS, men det er rigtigt dejligt at se denne feature som del af styresystemet, langt om længe.  

Du kan slå Night Light til, når du har lyst, ved et enkelt tryk på knappen i Quick Actions – men det bedste ved det hele er, at det kan tænde automatisk, efter klokkeslæt, eller planlægges, så det går i gang, når solen går ned. Du kan også justere intensiteten af farverne, med en slider.  

2. Paint 3D

Du kender helt sikkert Microsoft Paint. Det bliver stadig brugt af over 100 millioner brugere om måneden, til alt fra at gemme screenshots, til at tegne. Det klassiske tegneprogram er nu over 30 år gammelt og Microsoft mener det trænger til en ordentlig opdatering.

Det er derfor blevet bygget helt op fra ny, til Microsofts universelle platform UWP, med komplet ny brugerinterface, 3D funktionalitet og et helt nyt community at dele dine kreationer i.

 Foruden de velkendte tegneredskaber i 2D, kan du nu lave simple 3D former eller tegne 3D i frihånd. Paint 3D udnytter det udbredte 3D filformat, .fbx, så når du laver noget i Paint 3D kan det bruges i andre 3D programmer, samt game engines og lignende.

Men den nemmeste måde at vise verden dit kunstværk, er ved at dele det direkte i Microsofts nye service ’Remix3D’, der er integreret i programmet. Her kan du både få inspiration fra andre, samt fortsætte på deres værker og få feedback på dine egne.

Det gode gamle Paint, kan stadig findes på din computer, efter du opdaterer, men vil nok blive fjernet indenfor den nærmeste fremtid.

3. Gaming

Med Creators Update, findes der nu en helt ny sektion i Settings, kaldet Gaming. Herinde, kan du bl.a. finde det nye Game Mode til Windows 10. Med Game Mode, sendes hele dit systems ressourcer til et enkelt program – Nemlig det spil, du spiller på givne tidspunkt. Det vil betyde, at du nu kan presse de sidste 2-3 FPS, ud af din computer og sikre dig en mere stabil gaming-session og du vil også opleve færre tabte frames og færre forstyrrelser. Spil udviklet til UWP, vil kunne få endnu mere ud af Game Mode.  

Som en opdatering til Xbox Game Bar, der før blot kunne bruges til at optage gameplay og video, findes der nu en broadcasting funktion, så du direkte fra Windows 10, kan streame til internettet. Det fungerer på samme måde, som hvis du i dag vil streame til Twitch, eller lignende – men du slipper helt for at hente nye programmer. Til gengæld streamer du i stedet til Microsofts egen streamingside, Beam – der har et mindre publikum, men også nogle fordele, som f.eks. meget mindre forsinkelse, fra optagelsen til at det kan ses live. 

4. Brugertilpasning & temaer

Med Creators Update får du mulighed for at gøre dit skrivebord endnu mere personligt. Du kan nu lave dit eget tema, som er en kombination af baggrundsbilleder, farver, lyde og cursor. Du kan ændre og gemme dine egne temaer, men også hente nogle af andre fantastiske temaer, Microsoft har gjort tilgængelige i Windows Store. Vi vil også snart få mulighed for selv at uploade og dele vores egne temaer, til resten af verden.   

Endnu en tilføjelse findes under farver, hvor du nu kan vælge alle verdens farver, gennem en color-picker, i stedet for blot at kunne vælge nogle få standard-farver i indstillinger.  

Og husk endelig også, at du kan skifte mellem Light og Dark mode i Windows 10 – Det kan du finde i bunden af samme panel. Det stammer dog tilbage fra august 2016, og var en del af Anniversary Update. 

Du kan også endelig fjerne app listen i venstre side af din menu. Alt kan stadig tilgås gennem hamburgermenuen i øverste venstre hjørne. 

5. Windows Defender

Windows Defender, er det anti-virus program der følger med Windows. Det er gratis og er over de sidste par år blevet opdateret flittigt og efterhånden blevet et fint alternativ til andre, dyre anti-virus programmer. 

Der findes stadig bedre anti-virus programmer, men fordelen ved Defender, er bl.a. at det er super let at bruge, og kører i baggrunden uden du kan mærke at din computer bliver stresset, når programmet scanner for virus. 

Med Creators Update, er Windows Defender blevet opdateret til UWP, og kører nu med en endnu lettere flot UI, med nogle få små tilføjelser. Det giver dig nu også notifikationer i Action Center, når den har tjekket om dit system er sikkert. 

6. Microsoft Edge

Microsofts standardbrowser i Windows 10, har også fået nogle små ændringer i denne opdatering. Foruden forbedret stabilitet og hastighed, kan Microsoft Edge nu også åbne e-bøger, så du kan læse dem direkte i browseren. Edge kan læse bogen højt, huske hvor du sidst var, gemme bogen i et integreret bibliotek og give dig forskellige teksttyper og baggrunde at læse fra. E-bøger kan nu også købes direkte fra Windows Store, dog i øjeblikket kun i USA. 

En anden ny funktion i Edge, hedder ’Set tabs aside’. Den gør det muligt at gemme alle dine åbne tabs, så du kan starte en ny session, uden at miste dit arbejde. Den husker både, hvilken rækkefølge du satte din tabs i, hvor langt du har scrollet ned på hver side og endda hvor langt du er nået i en video. En rigtig lækker feature, hvis du er vant til at arbejde på flere forskellige projekter på én gang. 

Du kan finde mange andre små ændringer, i den nye Creators Update, der gør din hverdag lettere, men her har vi dækket nogle af de vigtigste features. 
 
En sidste, spændende ny ændring, kan findes når du sætter din nye computer op for første gang: Microsofts personlige assistent, Cortana, hjælper dig nu med at komme igennem de forskellige indstillinger. Det betyder også, at du kan sætte en Windows 10 PC op, kun ved hjælp af din stemme.  
 
Vi håber at denne artikel, har givet dig et indblik i mange af de nye funktioner og muligheder du kan finde i Creators Update. Hvis du ikke har fået opdateringen endnu, så frygt ej – den kommer nemlig automatisk i løbet af de næste par uger. 

Hold dig opdateret!
Vil du være den første til at læse fremtidens artikler og nyheder på Techtjek? Så tilmeld dig her. Abonnenter vil modtage nyheder før alle andre.
Du kan til hver en tid afmelde. #GDPR
Du kan måske også lide